Jeg længes så småt.. Jeg har tænkt hele dagen, mens jeg har ligget i sengen og været småsyg.. Det er ikke sex'en jeg savner, det er ømheden, det er nærheden, det er ærligheden, det er den fornemmelse der opstår i kroppen, når man ligger i ske med et andet menneske..

Det er ukomplicerede minutter, halve og hele timer og dage, når man er sammen med et andet mennesker, smiler, ler, snakker om det, der nu er fokus på i nyhederne om fem minutter..

Det er det anerkendende blik man modtager, når man træder ud af badeværelset efter tilnærmelsesvis uendelig(!) klargøring. Det er ansigtets udtryk, de folder det lægges i, når man bliver spist.. Oppe fra og ned.. Bid for bid..

Det er hånden der griber om låret, når man går forbi stolen han sidder på.. Måden, fastheden, der leder til et retningsskift.. Det er smilet på hans læber, når man lader sig føre, nusser ham i håret og planter et kys på hans læber.. Det er følelsen af hans hånd om min nakke - på min mave eller på min bagdel..

Det er følelsen af fryd, når han ser på mig, og smiler så de blå øjne slår gnister..

Derfor bliver det luksus, at få ham hjem igen.. Jeg glæder mig til at troppe op - ualmindelig pænt påklædt, uanset tidspunktet - for at tage imod ham, kramme ham velkommen hjem, og igen putte mig ind til hans krop.. Nyde fornemmelsen, fryden, glæden, der sagte fornemmelse af forelskelse.. Og hvis der skulle mangle noget, kan man jo altid hviske et krav: "Hold om mig".. Det har virket sublimt før, så mon ikke igen..

Så må de andre soldater pakke sammen lidt.. Og lade mig nyde at "min egen" er kommet hjem..

Jeg tvivler dog stadig en god del på, at jeg har modet til rent faktisk at lade den lille mazda trille ind på afhentningspladsen.. Må hellere holde et stykke væk, og gå det lille stykke.. Hvis det ikke bliver for pinligt - kan man jo så altid lave Anja-og-Viktor-scenen, hvor de løber hinanden i møde.. Eller noget.. Men fedt kunne det da være, det skal jeg gerne indrømme..

Smiler.. Sidder vist og dagdrømmer en smule..