Jeg har lyst til at rive bladene i min dagbog ud. Jeg har lyst til at markere, at jeg er en anden nu, at verden er forandret. Men i bund og grund har jeg mest lyst til at se fortiden forsvinde. Jeg har lyst til, at alle mine fejltagelser, fra før jeg mødte min nuværende kæreste, ikke var. Men det er de. Og de spøger i mig.

Hvorfor var jeg så led? Hvorfor var jeg så nem? Hvorfor var jeg så tåbelig? Hvorfor troede jeg ikke nok på mig selv, men lov mig tage af dem, der ville have mig?

Min fortid virker så imperfekt, når jeg ser på den. Alle de gange, hvor jeg higede efter anerkendelse. Jeg har ikke lyst til at være mig. Jeg har lyst til kun at være den, jeg er nu - og helt glemme alt, der er sket. Jeg vil så gerne se mig selv som hende, jeg er nu, hende, der er en god kæreste, hende, der ikke er utro, hende, der ikke kysser rundt, hende, der formår at elske.

Men i fortiden er der så mange beviser på, at jeg er en anden.

Og jeg kan slet ikke få det hele til at hænge sammen. Jeg elsker min kæreste. Jeg vil være sammen med ham for altid. Og jeg ville ønske, han var den første, jeg havde mødt. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde fået en chance for at ødelægge mig selv.