Jeg er ved at blive kvalt. Kvalt af vrede, frustration, indestængt gråd, håbløshed, angst og spørgsmål...

....

At skrive de ord, fik gang i gråden, og jeg fik løsnet lidt op. Har skreget mig helt hæs nu. Jeg er så bange for, at jeg er ved at ryge ned i depressionens mørke hule igen. Jeg føler stor vrede mod næsten alle, der taler til mig. Man kan stort set ikke sige noget til mig, som jeg ikke bliver irriteret over, og det gør mig vildt ulykkelig. Jeg vil ikke rende rundt og bide hovedet af folk. Men jeg gør det, og kan ikke finde ud af at give diplomatiske svar...siger min onde mening uden omsvøb..
Hvorfor er jeg så bange i øjeblikket? Er virkeligheden ved at indhente mig? Og hvorfor er den så skræmmende?
Jeg er bange for at skrive det, jeg frygter mest. Jeg er bange for, at jeg ikke elsker ham nok...er bange for, at jeg ikke kan binde mig til noget menneske og derfor bliver agressiv nu, hvor det rykker tættere på, at jeg måske skal flytte.. Jeg kan ikke gennemskue, hvad det er, der sker inden i mig i øjeblikket.. Men det skræmmer mig ad helvedes til...