I så fald, så er jeg. I ham som jeg aldrig troede ville falde for mig. I ham som jeg aldrig havde håbet ville vise mere end venskabelig og vennekærlig interesse for mig. Men nu er det sket. Vi skal se hinanden til januar, og teste om det er noget vi kan leve med.

Jeg ved en masse om ham, om hvordan han tænker og efter en samtale forleden, har jeg indset at det måske er et håbløst projekt jeg har gang i. Han er storebror, jeg er storesøster. Han er fuld af power og styrke - hvor jeg er fuld af power og fremaddrift. Et problem, eftersom jeg har en fornemmelse af, at det netop bliver disse faktorer det kan blive vores endeligt.

Mit store håb er, at med vores individuelle baggrund i baggagen vil kunne finde ud af at bibeholde forholdet. Jeg har ikke brug for at være sammen med ham 24/7 - men derimod brug for at kunne tale med ham - diskutere og få respons. Og at vide at han holder af mig for den jeg er - og vigtigst af alt - ikke vil ændre på min personlighed for at få mig til at passe på hans krav. Jeg vil være der for ham når han har brug for det - jeg vil se ham udvikle sig og blive den fantastiske person jeg ved han kan blive. Jeg vil gerne være en del af hans liv.

Jeg håber, men ved at chancen for at det mislykkedes højst sandsynlig er større end chancen for succes.