Dagen startede...suk...som den forrige endte. Vemod, vemod.
I går var fyldt af en tom følelse, som strømmede ind over mig med større styrke efterhånden som dagen passerede.
Om aftenen slentrede jeg ned til havnen med bl.a. A med Noting (det var godt med den vrede stemme der lød, som om forsangeren vidste, hvad det ville sige at have det som jeg) og 3 Doors Down, med det lidt vemodige nummer Superman, som mindede mig om en alt for hurtig svunden fortid, på MP3'eren.
Kan godt lide at være på havnen. Specielt, når det er ved den tid på året, hvor de flotte sejlskibe, helst dem i træ, er kommet frem fra deres vinterhi og ligger klar til at sejle ud i horisonten. Holder af lugten af tang og havvand.
Fandt en kaj, hvor der lå nogle rigtig flotte gamle sejlskibe. Både 2- og 3-mastere. Mine tanker var dog et helt andet sted, så jeg havde desværre ikke evnen til at nyde synet af disse kolosser, der lå så roligt og fredfyldt langs kajen. Mine tanker var, her der og alle vegne og følelserne inde i mig var grå og triste. Jeg blev overrasket over at finde tårer, der stille trillede ned af kinderne, men samtidig var det også en utrolig lettelse. Gik videre ud mod kajens fjerneste ende og om bag en gammel ramponeret og udslidt gasbeholder. Følte mig lidt mere privat her. Stod og kiggede ud over vandet. Hvis jeg nu tog tilløb, hvor langt ville jeg så kunne springe ud? Hvor dybt ville der være? Sikkert ikke særlig dybt, men det ville være nok. Min jakke ville på nul kommer fem blive tung som bly og trække mig dybere ned i det mørke og iskolde vand.
Det er noget jeg med jævne mellemrum har tænkt på. Har forestillet mig, hvordan det ville se ud at springe. Hvad ville man tænke mens man i et øjeblik hang i luften, mellem livet og døden? Ville man fortryde, eller ville man, næsten med forventningens glæde, se frem til at det snart ville være slut?
******************************************
Jeg var drivvåd, da jeg kom hjem. Ikke af havvand, men af regnvand. Havde ikke regestreret, hvor våd jeg var blevet af den silende regn før jeg var næsten hjemme og begyndte at føle mig en smule mere lettet. Fik varmen og gik i seng.
******************************************
Som sagt startede dagen i dag, nogenlunde som den forrige sluttede. Jeg var træt og tung i hovedet. Det var som om min krop havde reageret fysisk på de tanker jeg gik rundt med. Havde ikke lyst, men blev nødt til at stå op og tage på torvet (arbejde).
Is-og-kaffe-manden kom uventet og gav mig en kop friskbrygget cafe latte. Og senere på vej til toilethuset blev jeg stoppet af honning-manden, der gav mig et af sine gode honningbolcher og vi fik en lille snak om vejr og vind.
Det er svært at beskrive, men pga af sådanne 2 banale hendelser, er jeg glad for at jeg ikke sprang. Jeg kunne have gjort det. Det ville være så enkelt. Men det er de små ting, der gør forskellen. De 2 personer, der reddede min dag i dag, er garanteret ikke klar over, hvad deres små venlige gerninger har gjort. Men det ved jeg. De fik mig til at vende ansigtet opad mod solen igen og smile. Når sådan to mennesker, som jeg knap nok kender kan vise mig venlighed uden at kunne forvente noget retur, ja, så kan det da ikke være helt galt. Så må der da være et håb, selv for sådan en som mig.