Råbte jeg ud af vinduet, på denne første SOMMERtidsmorgen, til alle de smattede snefnug, som i nattens løb var kommet min vej forbi.
Nu skulle man jo ikke forestille sig, at jeg fik et svar, men det gjorde jeg faktisk. Meget tydeligt endda.
De skreg tilbage (er I klar over, hvor HØJT så mange snefnug kan skrige?), at jeg fandme ikke skulle tro, at jeg var noget! At jeg ikke skulle tro, at denne afledningsmanøvre (omstilling til sommertid, red.) ville få dem til at blive væk! Og jeg kunne bare komme an, ku' jeg!!!
Og sådan fortsatte de med den ene verbale udgydelse efter den anden.
Til sidst måtte jeg lukke vinduet i for at skåne mine ører, som på grund af (endnu) en forkølelse, er noget lydfølsomme. Filteret, som ellers plejer at frasorterer den slags udfald, er simpelthen sat ud af funktion for en stund.
Jeg tror sgu bare, at jeg stiller om til vintertid igen. Så kan jeg ligesom retfærdiggøre de smattede snefnugs tilstedeværelse.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.