Hvor er jeg irriteret over den tunge dynge af træthed, som ikke vil lette.

Hvor er jeg vred på mig selv over den skyldfølelse, jeg konstant bægere på mine skuldre.

Hvor er jeg ked af min fars situation, som kan svinge fra at han er kniv skarp, og til han ikke sanser fra næse til mund !

Men hvor bliver jeg glad når min søn ringer, og prøver at spille støt og fornærmet over, at hans praktiksted har taget fusen på ham. Selv om han måtte erkende, at det garanteret havde set komisk ud, da de havde lokket ham til at kikke ind i et rør efter olie, og da han ikke kunne se noget med det ene øje, så skulle han prøve med det andet. Resultat – to olie ringe rundt om øjnene ;-)

Og hvor er jeg glad på min datters vegne. Hun har fået arbejde, og kommet til den erkendelse, at huslejen betaler ikke sig selv, og at man nogen gange må oftere sig ( piercinger ) for at få mad på bordet.

Til sidst – hvor er jeg lykkelig over, at jeg har en mand som elsker mig, også når jeg ikke fortjener det !