Puh jeg er først lige holdt op med at ryste.

Kørte på motorvejen omkring middagstid iforb. med mit arbejde, min hastighed ligger lige omkring de 130 km/t. Jeg når op til 2 biler som kører lidt langsommere end mig selv, blinker og trækker så ud for at overhale. Da jeg er næsten på højde med den bagerste af de 2, trækker klovnen pludselig ud og tvivnger mig til at reagere for ikke at køre sammen. Jeg river først rattet mod venstre, han klodser bremserne og jeg river så rattet mod højre for ikke at crashe ind i autoværnet. Min bil ryger mod højre tværs over kørebanen samtidig med at den snurrer rundt et par gange. Da bilen holder stille står den med bagenden i nødsporet og forenden på den inderste kørebane. Jeg skynder mig at få den helt ud i nødsporet. Den anden billist kommer hen for at spørge til mig, og jeg er totalt rystet, chokeret og har mest af alt lyst til at plante min knytnæve lige midt i fjæset på ham, jeg nøåjes dog med at skælde ham huden fuld.

Efterfølgende havde jeg ligesom mistet lysten til at køre bil mere idag, så jeg tog hjem. Nu har jeg siddet stille og roligt med en kop kaffe den sidste times tid og er faldet til ro, og jeg ryster heller ikke mere.

Den oplevelse her har virkelig sat tankerne igang hos mig, det kunne være gået så galt og jeg kunne have mistet alt. Mine tanker kredser om mine 2 dejlige børn, mit dejlige bonusbarn og min dejlige kæreste, og vores fælles fremtid. Bare tanken om ikke at have kunnet være der for dem i tiden fremover skræmmer mig.

Min egen lille konklusion må derfor være : Selvom livet til tider er hårdt og uretfærdigt er det stadig det dyrebareste vi har.