Så er jeg tilbage efter en travl efterårsferie – det er NU jeg trænger til ferie !
Havde godt nok kun den ene af pigerne hjemme, men sikke et program med hende, der var bare noget hver dag stort set..
Og så starte ugen med en brækomgang i mandags, suk..

Søndag var jo den 23. – 35 måneder, meget snart 3 år, siden mine drenge blev slået ihjel :(
Jeg fatter det stadig ikke, tiden bare går, hvorhen ?
Har tit tænkt på, det er ubegribeligt man ka' begrave to af sine børn uden at blive sindssyg !
Et eller andet har ligesom lagt et låg på følelserne, tror jeg..
Hvornår mon overtrykket sprænger låget af ?
En sjælden gang imellem ryger der en smule af trykket, men låget lukker alt for hurtigt til igen.
eller bliver "presset i" af andre..
eller af den vanvittige hensynsbetændelse !

På fredag skal jeg og kæresten snakke med de to fra sorggruppen om ham, der kørte Mathias og Andreas ihjel..
SÅ ka' det være låget letter ?
I hvert fald ville de ikke ta' snakken en almindelig aften i gruppen – de var bange for, jeg gik ned alene hjemme med pigerne - det har vi jo oplevet, så pænt af dem, at ville ha' kæresten med til at samle mig op bagefter !

Ja de fylder stadig, mine dejlige drenge, og det bli'r de ved med..
Drengene og sorgen kan ikke bare pakkes væk, som nogle vist helst så; livet går jo videre...
Det er et stadigt væskende sår, der nok lukker lidt til, men lynhurtigt springer op igen..

Ja, lidt som det dumme sår på hånden, jeg nu skal til lægen med igen-igen-igen :
Det er lukket, men tyndt og lige under huden er der en lomme med blod..