Jeg vågnede op i en noget blandet tilstand af sorg og skam samt en uventet lykke. Det hele skyldes mine drømme.
Baggrunden for dette er vel, at jeg kun har haft én kæreste i hele min levetid, og jeg elsker ham højere for hver dag, men i mit ubevidstes rige sker der ting, som jeg ikke må gøre - end ikke for mig selv!

Jeg drømte, at jeg var i Paris og ledte efter en bil, da jeg blev båret væk af en fyr fra mit arbejde. Han kyssede mig, og da jeg protesterende sagde, at vi ikke burde gøre det, så fik han mig til at glemme det. Vi har begge kærester, men det faktum fungerede ikke i den dimension. Pludselig var jeg forført, elskede tanken om at en ville have mig i sådan en grad.
I et flash ændrede scenen sig dramatisk. Pludselig var det min kærestes bedste ven og jeg, der var sammen! Da var det kun en lille stemme i hovedet, der sagde "dette er forkert". Jeg elskede det. Jeg elskede alt ved ham, og jeg elskede ham! Drømmen blev til klip mellem ham og jeg og flashbacks til andre mennesker, der sagde til os, at vores barn ville blive Messias. Vi var udvalgt til at være sammen!

En hed nat.

Men at vågne op med tanken om de dejlige mænd og jeg, gjorde mig tvedelt. Mine tanker er min kæreste og mig utro. Og alligevel elsker jeg det. Jeg elskede de drømme, selvom jeg aldrig ville drømme om at gøre det i virkeligheden. De har end ikke noget med virkeligheden at gøre! Jeg er ikke tiltrukket til de to mænd. De var/lignede end ikke sig selv i drømmen.

Det hele er endt i, at mit freudianske overjeg har slået mig hårdt i hovedet og formanet mig om parforholdets regler...