Og mens jeg græder uden tårer, føler jeg vinden slå mod min hud i natten.
Og jeg beder om at blive forstået, mens jeg forestiller mig de våde kinder. Og jeg overbeviser mig selv om, at vandet ikke stammer fra mit indre, men var vand, der i forvejen var. Og jeg ængstes, fordi jeg er så bange. Og angsten bider sig fast i min krop, der ryster ved trangen til at tage springet ud i intetheden.
Det er så stille, før mine ord falder til jorden. Og det er så larmende, at jeg ikke kan holde støjen ude. Og jeg læner mig tilbage og tager fra med hænder uden hud, der flænses ved mindste berøring.
Alt, jeg tror, jeg ved. Og det eksisterer ikke mere. Træt af at græde, selvom jeg endnu ikke har grædt. Og der i natten står du og stirrer på mig med øjne, der brænder sig gennem mine knogler. Og vandet er bare vand. Og du er bare en refleksion. Og jeg er bare en refleksion, mens jeg læner mig tilbage. Og giver op.