Den der følelse indeni af, at man kunne briste hvert øjeblik. Følelsen af, at det trykker under huden. At det presser bag øjnene.
Men der er ingen forløsning. Det er bare den ene dag i helvede efter den anden.
Du er gået i min mave, Martin. Det sted, jeg allermindst vil have dig til at være. I hjertet kan jeg håndtere det, men ikke i maven. Og jeg er ved at briste. Og for hver gang, jeg holder en opkastning tilbage, er det som om, at du gror dig bedre fast indeni. Men jeg vil ikke kaste op. Jeg er rask. Det er dig, der min sygdom - og jeg vil ikke mere.
Du var der, dengang jeg for alvor begyndte at føle. Dengang, jeg pludselig forstod, hvad det hele handlede om. Og måske var det derfor, at vores følelser var så stærke - og havde så svære odds. Fordi der var så meget følelse i dem. Jeg ved det ikke. Men du krøb under min hud og erstattede mine daglige opkastninger med ord og poesi og nærvær. Og du holdt mig hånden, da jeg kæmpede med at komme videre.
Indtil du forlod mig på badeværelsesgulvet. Og jeg bristede - for aldrig at ville gøre det igen. Måske er det i trods over dig, at jeg ikke kaster op mere? Så kom ikke og ødelæg det for mig. Jeg gider det ikke. Det er game over.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Du er min sygdom - game over er publiceret
05/04-2005 23:12 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.