Py ha, godt jeg ikke sagde ja tak til noget med Daniel!
Som slet ikke var noget. Han er da godt nok belastende.
Har lige smækket røret på - og hører nok aldrig fra ham igen.
Og det gør ikke noget.

Han begyndte at ævle om vi skulle ses NU. Ellers var det hele lige meget. Han blev nødt til at snakke med mig face til face med det samme, for det var for hårdt for ham at gå i uvished og vente.
(Du har ventet i 8 år - det går vek at vente et par dage til?)
Jeg sagde at jeg altså ikke lige var tændt på det, da jeg havde den vilde hovedpine. Og ærligt, ikke var klar på det store eventyr med ham, eftersom Jimmi stadig spøgte i min hjerne (Og hjerte... Hey, jeg var i det mindste ærlig!)
Så blev han pist off, og sagde det vel handlede om at priotere. (Øh..det er jo det jeg gør!)
Sagde at det var dårligt jeg var flere timer om at svare på hans sms´er (Måske DET kunne give dig et tegn i den retning jeg prøvede at få dig til at gå i?)
At jeg skulle lære at tage chancer (HVAD???????????! Det gør jeg jo hele tiden!), og at han jo var synsk og kunne "se" at jeg havde mange fucked up forhold bag mig.
(Undskyld mr. know it all; Jeg har fucked ud DATES bag mig - men mine forhold har faktisk været ganske okay. Fortryder da ikke et eneste...)
Jeg blev sur, men ikke sådan rasende. Starede en diskution, ved at modsige ham. Så blev han for alvor sur. Sagde at han ikke gad at have en kæreste, der råbte og skreg når han sad og sagde hvor fantastisk han mente hun var
(Jeg råbte og skreg IKKE - slet ikke!!)
Jeg var lige ved at være flabet, og spørge om han ikke lige kunne "se" om jeg ville hapse Jimmi. Men timingen var nok lidt dårlig! *s*

Altså; kan jeg ikke bare snart møde en normal fyr - og kunne FÅ ham?

Bare der snart er middag hos Jimmi. Trænger til selvskab af en normal fyr! Så jeg ved de stadig findes...