Nej, these things never last, og der kommer ikke den dag, jeg vil begynde at drømme om fortiden, for jeg lever i den hver dag. Og nej, det føles ikke godt at vide, at jeg har været elsket. Men jeg kan godt smile og se tilbage.

Jeg ved godt, at det ikke bliver igen. Og jeg vil ikke have det. Men jeg vil gerne snart finde en dag, hvor jeg ikke lever i fortiden med en drøm om, at det var min fortabte halvdel, der forsvandt engang i starten af 2003.

Jeg troede, vi skulle giftes og have børn sammen. Lille naive mig, der aldrig giver så meget. Pludselig gav jeg. Og vi holdt jul sammen. Og pludselig kunne jeg godt være nøgen sammen med nogen.

Vi lever hvert vores liv nu. Og har intet at sige hinanden. Jeg jagter den karriere, han aldrig helt forstod. Han jagter sit trivielle liv med ro og et rækkehus i en forstad. Som jeg aldrig helt forstod, men så gerne ville forstå. Jeg forstod trygheden. Jeg forstod sikkerheden. Og jeg forstod kærligheden ved at elske ham.

Og måske derfor tillader jeg ikke mig selv at leve med kærligheden mere, fordi jeg forstod at være hans, men ikke kan forstå at være min egen. Eller måske netop forstår det bedre end at være en andens, fordi det er så dejligt uforpligtende ikke at skulle vågne op til et andet menneske øjne.

Men savner nu varmen fra en nøgen krop.