Som alting ændrer sig - kan næsten ikke følge med. Op og ned - mit humør. Rundt og rundt - om mig selv, og dog, måske flytter jeg mig. Bare meget lidt ad gangen.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen - hvor jeg er på vej hen eller hvor jeg kan komme hen. Jeg står i en tæt tåge af tristhed, forvirring og frustration.
Pludselig er der nogen som kalder på mig... jeg kan høre det klart og tydeligt, men jeg kan ikke helt finde ud af hvorfra så jeg bliver stående og lytter. Hun kalder igen og jeg svarer.

Håbet har fundet mig - jeg er ikke alene. Nogen ved at jeg er her og ved at jeg står indhyllet i tåge og ikke kan finde vej.
Hun kan ikke vise mig vejen - hun kan ikke få tåget til at lette, men jeg er ikke alene.

Med en uset kraft, som jeg aldrig har mærket før samler jeg mig på en måde jeg har aldrig har gjort før.
På en gang er jeg summen af mig selv - min fortid, min nutid og al min potentielle fremtid. Jeg låner kraften fra HELE mig selv og tiden har ingen betydning. Med en kraftanstrengelse som jeg sjældent vil gentage låner jeg styrke, som jeg ved at jeg vil betale tilbage mange fold og tågen omkring mig bliver gennemsigtigt og jeg begynder at kunne se hvor jeg er ....

Lad håbet give mig styrke og lad mig se hvor hen jeg kan gå.