I dag smurte jeg to rugbrødsmadder og i et split sekund følte jeg mig lykkelig. Forklaring ønskes!!!!!!

Her til aften dansede familien rundt til Shania Twain sådan som vi altid gjorde det "derhjemme" i Vancouver. Freja blev ellevild og Morten slo sig løs på trods af en tung forkølelse, undertegnede fældede et par skjulte tåret, som er blevet fast ritual når vi hører musik med relation til Canada, og fløj som en fjer over gulvet og undertrykte tanken om, at "alle sange stopper før eller siden".

For et par dage siden blev det i øvrigt afgjort at vi den 22. december tager Oslobåden med retning mod hytten på fjeldet. Uh, det skal blive godt. Ingen juleaften i familiens skød, men bare stilhed og "vores måde". Hvor er jeg dog egentlig et frygteligt menneske...