Jeg har skrevet et brev til ham. Han kommer nok aldrig til at læse det, men det hjalp alligevel at få det skrevet.......

Brevet:

Det her er utrolig svært for mig... Men, jeg kan ikke se dig mere. ikke fordi jeg ikke vil - det er det jeg har aller mest lyst til.
Men jeg bliver ved med at tænke på os.Det os der ikke længere er der. Nu er det bare dig og mig. "Venner", der har sex - kysser og nusser.
Jeg bliver sgu for forvirret i mit lille hovede. Kan mærke at jeg slet ikke kan kende mig selv længere.
Jeg opfører mig tåbeligt, bli´r jaloux og ked af det over ting jeg ikke kan tillade mig. Jeg skal ikke blande mig i hvem der ringer, hvem du skriver med eller om du har mødt en anden. Det er ikke mit bord....Mere....
Det skyldes nok bare at der inde i mig er et spinkelt håb om at vi finder sammen igen.
Du siger du har brug for være dig selv, og ikke vil have en kæreste lige nu. Det er forståeligt nok, og jeg kan følge dig 100%.
Hvis jeg bare vidste det var mig du ville have når du var klar - kunne jeg give dig alt den tid du havde brug for. Vente på dig lige så længe det var nødvendigt.
Men jeg tvivler..
Tvivler på om du bruger mig til at opnå den tryghed du desperat hungrer efter. Samtidig med du har muligheden for at score alle dem det passer dig.
Og så står jeg tilbage, som den dumme naive pige, der for en gangs skyld fulgte sit hjerte.

Det må stoppe nu...
Jeg kan ikke klare mere. Vi må lade være med at ses... i hvert fald det næste lange stykke tid.
Det gør for ondt af elske, når man går ved siden af den der kun holder af........