Først en privat reminder: [M]

Så til denne tids tanker:

I familierne omkring os er der stor glæde. Utroligt som de 17-19 årige bliver gravide på stribe.
Dette har jeg det både-og med.

På den ene side er jeg glad for den dejlige begivenhed, glad for at se og høre glæden hos folk.
Men desværre er der også en grim side, som jeg er ked af er der.
En "De er for unge" "Hvorfor ikke mig" "Godt det ikke er mig - jeg har friheden" - side.
Den er rigtig umoralsk og træls.
Troede udadtil at den var begyndt at komme på plads, da det kun at være 2 giver nogle friheder, men hver gang en ny nyhed kommer frem, gør det ondt - jo tættere på, jo værre.

Jeg glæder mig på deres vegne, glæder mig til at kunne købe noget med god samvittighed, glæder mig over deres glade stemmer....
Men inderst inde kommer der så alt for ofte en lille grim stemme der råber "Hvorfor".... En lille grim stemme som jeg ikke vil have er der, men som gør mig ked af det - trist til mode, og som får mig til at føle hvor skidt en person man kan blive - æv...

Jeg vil af med stemmen og kunne glæde mig ærligt.
Er bange for at det ikke sker lige her og nu.
Hver gang jeg tænker på det, kan jeg huske de følelser, dufte og oplevelser der var da Ann kom til verden - Idag er hun 11½, så det er nogle år siden...
Men husker tydeligt da hun kom til verden blot få mdr inden jeg blev 17 - tanken om "når det bliver mig", og den tanke at i teorien kunne det have været "min".... Og så ser jeg de glade personer for mig - med deres lille familie - og smerten ruller videre.

Jeg vil så gerne af med den grimme følelse, for ved det aldrig sker, og ved at jeg også elsker den frihed vi har.
Alligevel vil den ikke slippe mig.