Jeg har længe følt mig ambitionsløs - uden egentlig retning i livet. Det er hårdt når man ellers tror på at det er vigtigt at have et mål i livet eller i hvert fald en ide om hvad man kan lide at foretage sig, men jeg er nu begyndt at kunne ane nogle drømme igen. Nogle tanker om hvad jeg kan lide at foretage mig, om hvad jeg ville glæde mig til at stå op til hver morgen. Det er en fornøjelse at opdage sådanne ting om sig selv. At kunne se livet i et større perspektiv. At kunne drømme.

Det er bare svært når man indser at det er noget andet end det man er i gang med nu - jeg føler mig nærmest skizofren nogen gange. Fanget mellem drømmene om at se verden, komme ud til andre mennesker og folkeslag og gøre en forskel i deres verden og drømmene om at skabe et simpelt liv her i Danmark og gøre en forskel for mig selv og mine nærmeste og derved gøre en forskel i verden.
Begge dele tiltaler mig, men man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden.

Det kan også være svært for det at tage ud i verden kræver et opbrud - et opgør med min hverdag og det er det jeg længes efter og frygter på en gang.

En helt anden ting som bare gøre det hele endnu mere kompliceret er at jeg egentlig har en forestilling om at skulle tilbringe mit liv sammen med min kæreste - men hvad vil han og kan vi finde ud af noget sammen?
Vi har tit talt om at rejse til Australien igen, men det er som om vi ikke rigtig lægger handling bag vores ord og jeg er bange for om det bliver til noget.

*suk* måske skal jeg bare droppe mine nye ambitioner og gå tilbage til at være ambitionsløs og se hvad der kommer ud af det... det lyder bare ikke så tiltalende.