En formiddag ringede naboen overfor, hans kone var faldet på trappen og kunne ikke rejse sig, de er også over firs. Jeg skyndte mig ud af døren, ude på vejen traf jeg posten og forklarede situationen. Hun parkerede hurtigt og susede derover som den første. Nabokonen lå på trappen og havde slået tænder ud og kunne ikke rejse sig på grund af det venstre ben. Imidlertid var en lille gruppe af naboer samlet om hende. En tog hende i armene og strøg hende over håret, nabokonen jamrede: Vi er så ensomme ingen snakker med os. Jeg blev ret overraket, for der lå hun i smerte og tænkte kun på forholdet til naboerne. Det er rigtigt, ingen snakkede med dem, fordi de altid havde noget at skælde ud på, til og med bilerne forstyrrede dem, og kattene var en plage. Hun kom på sygehus og plejehjem bagefter. 2 uger senere da vi sad ved morgenmaden sagde Fritz, da han kikkede ud af vinduet: Politiet og andre kommer og går derover. Vi hørte høje bang, lidt efter kom de med ham på en båre, i mellemtiden var en ambulance ankommet, han havde ikke kunne åbne døren, så politiet var nød til at hjælpe. Efter et par dages sygehus ophold, kom han på samme plejehjem som konen. Vi sendte dem et kort og ønskede dem god bedring. I dag ringede hun, han døde i går af hjerte stop. Hvad jeg altid vil huske er, at når vi havde vores søns hund på ferie, fik de også lov til at havde den for et par dage, de behandlede hunden som et lille barn, gave den alt det de måske skulle have givet andre mennesker.