Hver år ønskede min far sig det samme til sin fødselsdag - Søde børn. Hans alvorlige undertoner, lå altid gemt under et tyndt sløret, påtaget smil.
Det behøver jeg ikke ønske mig. Jeg har allerede et sødt barn. Han er dygtig i skolen, endda bedre end jeg var på hans alder. Det siger ikke så lidt. Jeg er stolt af ham. Også selvom kontaktbogen melder hjem om konflikter et par gange om ugen. Han er alt for følsom, kombineret med et heftigt temperament. Jeg kan vist ikke lyve mig fra, at han er min søn...
En skam hvad de gør med gymnasiet. Havde jeg skulle leve i fremtiden, så vil intet af det jeg gør være muligt.
Jeg frygter det vil ramme min søn en dag. De gør ikke ligefrem livet nemmere for drengene, alle de veluddannede kvinder i København. Men det er nok hele meningen med reformen.
De er dygtige. Pigerne på universitetet altså. Ingen tvivl om det. Men en dag vil de se at noget mangler - Kompetente mænd med en fremtid. Dem de gerne vil gifte sig med. De vil forsvinde, kun en forbitret masse vil sidde afsporet tilbage. Og de vil undre sig over, hvor alle de attraktive mænd blev af...

Hvis jeg skulle ønske mig noget i dag, så skulle det være flere børn. En ny cyklus vil begynde, og de vil grine af hvor baglænse og uoplyste vi var i denne intellektuelle middelalder. Det er okay. Noget nyt vil vokse gennem sprækkerne og det vil blive større og bedre end hvad der var. Og dagens "store ledere" vil stå infamøse tilbage, kun til skræk og advarsel.

Man har vel lov at ønske noget, især på sin fødselsdag.