Det er 20 dage siden jeg sidst har fået skrevet noget, eftersom jeg gik hen og fik skriveblokering. Måske var det julestress der udløste det eller også var det bare livet der trådte i karakter.
Jeg har på eget initiativ gået op i medicinforbruget hvad antipsykotisk medicin angår her i weekenden, da jeg fik psykoser. Men så er det godt at medicin kan afhjælpe situationen - selv om det er træls, at det går ud over kreativitetens flow.
Jeg kender den maksimale dosis i medicin, da jeg har været på den før så ingen problemer med det. Nu skal jeg bare have fortalt psykiateren det en af dagene over telefonen, når overskuddet er til det.
I øjeblikket lever jeg i en glasklokke som undertiden sker, når man er tilpas medicineret. Det har jeg prøvet så ofte før. Men hey, hellere være på piller end at have grimme psykoser, så man ikke kan være i sit eget skind ikke sandt.
Psykoser er en sær størrelse. De kan forvandle en stille hverdag til et mareridt, hvor man pludselig ikke kan være i sig selv for bare katastrofale tanker. Så gudskelov for medicin selv om man bliver sløv oven i hovedet af det, bare for at gentage mig selv.
Vil rigtig gerne skrive på et eller andet, men der er dømt stilhed i hovedet frem for hverdagstumulten, hvor der gerne dukker et par finurlige idéer op. Måske skulle jeg prøve mig ad med nogle digte, bare for at få skrevet et eller andet. Spørgsmålet er så hvad digtene skal handle om. Orker næsten ikke at skrive om psykoser da det er ikke det mest spændende læsning man kan kaste sig over. Ok, det kommer vel an på udformningen af teksten. Alt kan vel formuleres til noget spændende med de rette ord. Selv en kedelig indkøbstur i Coop 365 kan blive spændende, hvis man formulerer sig passende har jeg erfaret.
Har ikke så meget overskud at give af mentalt i disse dage, så det kniber med at kommentere på tekster - hvilket selvfølgelig er noget skidt, men det vender vel på et eller andet tidspunkt.
Nu vil jeg høre noget musik over en kaffe med Bailey i, for det kan være at det kan sætte gang i hovedet. Det er om end ikke værd at prøve.