Kære dagbog, så gik der vist et par dage før du så mig igen, beklager.
Jeg lyttede endnu engang til Helligtrekongersaften, eller som jeg kender den, Twelfth Night, og fandt mig selv fanget i sætningen:
"Hvem er jeg ud over hvordan jeg ser ud for dig?"
Groft oversat, selvfølgelig, men stadig så indfangende, fordi så sandt så sandt, hvem er jeg, hvis ikke den person som andre opfatter mig som? Det er da skræmmende, da alle ved at handlinger er vigtigere end ord, og at man ikke skal dømme en bog på omslaget, men stadigvæk, gang på gang, dømmer vi andre - og bliver selv dømt - på udseendet. Jeg fanger tit mig selv i uhøflige tvangstanker om andre, men har lært at bare synge det væk med lidt la-la-la, typisk til melodien fra Hadestown, du ved, Epic III, så yndig en sang og så elskende et sprog. Selvfølgelig tænker jeg også behagelige tanker om folk, og må tvinge mig selv til at tro, at folk nu også tænker behagelige tanker om mig, for jeg er jo så behagelig en type, så hvorfor ville de dog ikke tænke det?
Det tog mig lang tid at lære at ikke alle vil mig ondt, trods bøllerne i folkeskolen, fra puberteten i 2. til udgangen af 9. klasse, og den grove måde min far nu behandlede mig på i fortiden (alt er elskeligt nu dog).

I andre nyheder, så er det ved at være omme for denne uge, og jeg har endnu ikke publiceret en tekst siden sidst, og vil så gerne gøre det igen, men hvilket digt skal jeg dog vælge? Hvor personligt har jeg lyst til at være? Tør jeg oplægge en af mine vandreture? Vi får vel at se snart.