Kære dagbog.

Det har taget mig meget langtid at nå her til.. Men endelig, endelige er jeg tilbage herinde. Jeg har savnet at dele mine tanker og blive inspireret af jeres. Det er som om, at det her forum er et "hjem" for mig, et hjem hvor alt min dårligdom første gang ramte mig, samtidigt med at jeg blev bygget op, optil hvor jeg er i dag. Jeg har virkelig savnet at logge ind, genlæse mine tanker for dagene, ugerne, månedener og årene der er gået.

Jeg har savnet at genlæse, hvor langt jeg er nået på de her år, og samtidigt frygter jeg at se min fortid i øjnene.. Nogen vil sikkert undre sig over, at jeg ikke skriver under min gamle profil.. Men jeg har virkelig bare brug for et nyt pusterum, uden ham og dem.. Ham og dem som gjorde mig så ondt, skød mig tilbage til min fortid, med alt mit had til mig selv, og alle de forkerte beslutninger.

Jeg siger ikke, at jeg i dag er hellig.. Langt fra - jeg er stadig en såret då, som mangler en vilje til at kæmpe, kæmpe for et bedre liv til mig. Uden at jeg sætter alt over styr for alle andre.. Hvis ikke jeg kan overleve og finde hjem, så er der ingen der kan.

Jeg har den sidste måned kæmpet med at være glad for mit hjem, både bogstaveligt her hvor jeg bor i smilets by, som kun smiler, når jeg smiler og ikke mit fake smil, hvor man inderst inde kan se at jeg i stedet for græder.. Græder tårer i sorte streger ned af mine røde æblekinder, mens angsten raser igennem mig som en vild tyr.. Den del af mig er der stadig, jeg har bare valgt at der også er plads til den del i mit hjem.. For mit hjem er mange ting, mit hjem er min lejlighed, min kæreste, mine forældres sommerhus, havet og nu er fyldepennen også en del af betegnelsen "mit hjem". Alle steder der har betydet noget for mig og betyder noget for mig i dag vil være mit hjem.

Derfor ser jeg frem til, hvad mit hjem i fremtiden vil bringe mig af både op og nedture, forhåbentligt lidt mere lys i mørket end det gennemvæddet tungsindige mørke hjem, jeg har boet i lige siden at sommeren gik på hæld og solen forsvandt. Efteråret og vinteren er og forbliver altid min mørkeste fjender. Det er i den her tid, at mit/mine hjem kommer på prøver, for her skal jeg kæmpe for ikke at grave mig længere ned i det mørke dyb.. Som stilfærdigt er begyndt at æde mig op ude og inde fra..