Du siger, at du ikke vil dø. Jeg ser på dig, ser ind i dine gamle, gamle øjne, og jeg forstår dig. Og jeg forstår dig slet ikke. Din krop er færdig med livet. Biologien er slået ind, og der er ikke meget vi kan gøre. Organerne henfalder langsomt, men nu hurtigere. Urinen løber ikke så kraftigt som før; din hud er begyndt at lugte. Dine øjne bliver langsomt, men sikkert, mere blege i alt det gyldne. Dine børn og børnebørn kræver handling. De har svært ved at forstå, at handlingen skal komme fra en krop, der er handlingslammet og svækket. Hjertet slår stadig kraftigt, men uregelmæssigt - som din vejrtrækning. Og jeg står bare der, spørger om du har ondt. Har du det godt? Og jeg kender svaret.

Som timerne går, ændres dit blik. Jeg kan se erkendelsen i dine øjne, og den stumme bøn. Jeg tager snakken med dine børn og børnebørn. Forklarer dem biologien i døden, hvad der sker, når kroppen lukker ned. Hvad de kan forvente, og hvad vi vil gøre. Der er tårer. Vi tager snakken om det rige, lange liv. Om det smukke i sorg og savn. Om tiden derefter. Dine børn og børnebørn begynder at stille de rigtige spørgsmål. Hvorfor trækker du vejret, som du gør? Hvorfor trækker dine bryn sig sammen? hvorfor har du ondt nu? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Og jeg føler mig lidt som Holland, lige der. Jeg giver dig smertestillende og beroligende medicin - fortæller dig igen, at ingen dør skrigende i min vagt. Og du giver dem tid til at vænne sig til tanken. Giver dem lige nøjagtig den tid de har brug for, til at sige farvel. Til at dele de gode historier om dig med hinanden. Når jeg går forbi den åbne dør, hører jeg dem også le. Så ved jeg, at du er klar. Jeg ved også, at der vil gå dage. Dage med afsked.