Mit Ideal af en ung Mand

Ved et Ideal forstaas et Forbillede som man forestiller sig i Fantasien, noget man efterstræber og gerne vil naa. Et Ideal dannes ikke sådan på en Gang, naar man kommer ud blandt fremmede, saa finder man stadig noget nyt, som man synes godt om, og paa den maade vokser ens Ideal stadigvæk og bliver størrer.
Naar man er ude blandt fremmede vil vi unge jo helst gøre et godt Indtryk paa dem vi færdes ibandt, Man vil gerne være fri og tjenestevillig og tager det ikke saa nøje, om der er noget, der gaar sig imod, det gaar man med et smillende Ansigt ind under. Derimod, hvis man er hjemme hos sine Forældre i længere Tid saa gaar man saa lidt med daarlige Miner i Ansigtet. Har vi det saadan, er det sikkert forkert; overfor sine Forældre bør det være anderledes, det er dog dem, der har værnet om os fra lille af. Ved at gaa ind under sine Forældres Meninger kan vi ogsaa i Længden vente at faa vore egne taget i Betragtning. Naar man kommer sammen med andre unge, saa er det saa mange Gange, man vil gøre sig bemærket ved at bruge store Ord, som man i Grunden ikke svare til i sine Handlinger. Det troer jeg, mange Gange, vi unge gør, og det er sikkert meget forkert, og man taber ogsaa straks deres Agtelse, som man færdes iblandt. Der maa være en god Karakter hos vi unge, vi maa have en selvstændig Mening, dog kan vi jo, dersom vi høre noget man synes bedre om, ogsaa tage en ny Mening, man bør handle efter sin Overbevisning. Vi unge bør være med, saa vidt som Evnerne strakker til, i alt Arbejde der er godt og sandt, hvad der kan have Betydning for Samfundet. Nu kan der jo spørges, hvordan kan man naa sit Ideal; ja, saa maa vi jo stræbe efter Målet; men Sandheden er jo den , at vi intet kan gøre i egen Kraft; og derfor maa vi lægge vor Villie over i Guds Hånd og lade ham raade. Det er jo ikke sikkert, det gaar den vej, vi helst vilde, og derfor er det , at der saa ofte kniber med os der; men naar vi gaar den Vej, Herren vil det,saa vidt det staar os klart, saa tør tør vi ogsaa tro, at det bliver til Velsignelse

Ludvig Madsen

Denne stil skrev min bedstefar i 1917 22 år gammel, ÅÅÅ han gjorde det godt forrrr ja det er hans skyld jeg er her idag)))

SES Peter