7 dage med uro, 7 dage har jeg holdt ud.. men ligenu ligenu, er det ved at være nok.. mit sensitive hoved er ved at springes, jeg kan ikke finde ro.. Mit sind koger - mit hjerte er ved at eksploderer, som en kedel.. Jeg prøver, prøver så inderligt at lukke af, holde lydende ude.. Men det er som om det ingenting fører til.. Bassen dunker der ud af, lydende, skrigende, larmen det hele er nok.. Jeg har intet safe-place, ingen steder at flygte hen.. Jeg er bundet til byens, dens liv, dens larm, dens duft, dens mangfoldighed, dens det hele.. Jeg skriger men ingen hører mig, jeg sover om dagen, mens jeg er vågen nu og om natten.. Jeg tror jeg er ved at blive skør.. Min lyst til overlevelse daler, lydende får mine måltider til at kæmpe sig op igen, intet kan jeg holde i mig, hverken lydende, lysende eller det basale føde.. Jeg vandre lige nu gaderne tynde, gaderne i den del af byen som sover.. Men her kan jeg jo ikke bo, jeg kan jo ikke bare lægge mig her på gaden.. Dog er det lige før, at jeg har lyst, lyst til at prøve.. For Gud hvor føler jeg mig hjemløs, jaget væk fra mit safe-place...