Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er forvirret over mig selv.
Nattensøvns demoner har vist ramt mig og nu er jeg ikke mødt i skole. Jeg banker mig selv i hovedet over det og er skuffet. For jeg er træt men kan ej sove. Jeg er sulten, men magter ikke spise. Jeg vil slappe af, men min hoved lader mig ej. Selv en tur på toilet er uoverskueligt. Jeg savner allerede i går og føler mig fortabt. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen? Er det virkelig så svært? Men jeg burde være sødere ved mig selv. Det er ikke nemt at fungere optimalt uden ordentlig søvn. Selv når jeg har sovet, er det ikke nemt at fungere optimalt.
JEG ER SÅ TRÆT
Så uendelig træt.
Konstant.
Mine øjne er tunge og min krop gør ondt. Gad vide om det er alt det lorte medicin jeg tager? Og alt den alkohol jeg indtager i løbet af en uge. Jeg ser ikke mig selv som alkoholiker. Men jeg kunne sagtens ende der. Det er der vel heller ingen skam i. Vi har alle vores demoner. Mine er mange og højlydte.
Jeg har lyst til at få det ud. Altså alt det klamme indeni mig. Alle de giftige kemikalier. Alt fedtet. Alt.
Men det kan jeg ikke. Det skal jeg accepterer.
Gid jeg aldrig var startet på medicin. Nu er jeg så langt ude og der går år før jeg er fri fra det igen. Hvis jeg nogensinde bliver det. Gud det er en uhyggelig tanke. Aldrig at blive fri.
Jeg ønsker et godt liv. Det virker bare så umuligt pga den jeg er. Men en dag af gangen, ikke? Så skal det nok blive bedre en dag.