Hej venner (og fjender), har lagt mærke til gennemlivet, at jeg blir irriteret, når mennesker morer sig uden mig. Jeg kan høre, de ler sammen og kommer tættere på hinanden, hvilket jeg jo selv nogen gange ønsker mig mere af. MEN det skal jo være "de rigtige" mennesker dem jeg kan føle samhørighed med, dem med en god tone og venlige fok selvfølgelig. Faktisk skal de helst være helt perfekte, selvom det nok er for meget forlangt. De findes næppe i verden. Men altså det kom til mig, som noget underligt, at jeg ikke bare glædede mig over andres tilsyneladende velbehag i stedet for. Det viser sig så ved nærmere "undersøgelse", at der blev grint af mig som barn, hvor jeg ikke forstod hvorfor det skete, ikke fik nogen støtte til at opføre mig, så jeg ikke blev til grin, eller mødte mennesker som ikke havde det behov at nedgøre andre for selv for at føle sig ovenpå.
Stadig sidder det i mig, når nogen morer sig, og jeg enten ikke er med i gruppe eller måske misser pointen i en vits.
Er der mon andre af jer der kan genkende sådan en oplevelse?