Hvert ord analyseres med ligegyldighed i endnu et plat digt. Pokkers er hjertet uden glød og satan er sindet uden sjæl.. Eventyret gør mig ufattelig svimmel og jeg får lyst til at skærer i mig selv. En afhængighed af pis og lort skrevet om og om igen af mennesker som lever i pis og lort. Du er sindet, men det er mig der er syg. Mine ar fortæller en latterlig historie, en rejse smurt ind i mit eget fucking blod. Skrig, skrig min pige... Skrig dine usle handlinger og frygtelige tanker ud og måske en dag vil du forstå hvorfor alt hvad du rør ved dør.. Igen! Se! Der! Siddende i sofaen.. Så, ubeskrivelig smuk, svær at røre, og helt uden lys.. Jeg elskede hende, ja, jeg elsker hende.. Siddende med nålen i armen, som den latterlige crack pige hun er! 27 år og totalt bundet fast i gråden.. Lad mig gå, hører ikke til hos dig, ikke her hvor alt pisset ligger. Fra dig, dig og dig.. Slip mig fri fra dine kløer, lad mig komme fri.. Fri mig for din smerte, den smerte du påfører alle omkring dig, frygten for at nålen bliver enden på dit liv. Frygten for at miste DIG... dig som jeg elsker højere end nogen anden. DIG jeg skriver om i alle mine tekster... Alt handler om dig i min verden! Jorden drejer rundt for dig, og for dig alene! Du kan ikke se hvad du gør ved mig... Du vælger nålen over mig hver eneste gang! Det gør mig vred.. meget vred.. jeg kan ikke styre det længere.. Jeg er nødt til at komme af med det. Du er så betaget af din usle tilværelse - går du med klapper for øjnene? Hvad fanden er der galt med dig? Du er ikke en sund relation på nogen måde, og jeg ved det. ALLIGEVEL bliver jeg ved med at tilgive dine handlinger, sige "det er okay skat" NEJ gu fanden er det ikke okay... absolut ikke... Jeg kan ikke mere. Jeg er vred, jeg er meget vred.. men det betyder ingenting for dig, fordi når du har nålen i armen er alt andet ligegyldigt for dig, indtil rusen forsvinder og det går op for dig, at du er ALENE, helt alene.. jeg er færdig! Jeg kan og jeg vil ikke mere! Det er slut nu. Det gør ondt at sige, men der er ikke noget dig og mig mere... Jeg elskede dig, ja dig, jeg elsker dig stadig, men kan jeg blive ved med at leve på denne måde? Jeg tror det ikke! Det bliver min egen begravelse .. jeg er nødt til at tænke på mig selv nu! - eller er jeg? Det er jo lige det.. mine følelser og mit behov for at passe på dig, er større end min kærlighed til mig selv... Er jeg virkelig klar til min egen død i endnu et forsøg på at redde dig? Ja sikkert... det vil tiden vise! Tænk at man kan elske en ussel crack pige som dig, så højt som jeg gør?
Jeg forstår det ikke, kommer nok aldrig til at forstå det... du har ikke givet mig andet end smerte og kæmpe frygt. Frygt for at miste dig! Og alligevel står jeg stadig her med et håb om jeg i tide når at redde dig fra dig selv!