I torsdags kunne min elskede datter være fyldt 34 år. Savner hende så vandvittig meget.

Ved en begravelse i England kalder de det for en Celebration. En fejring/ hyldest af det liv der har været. Den skulle lige vendes et par gange før jeg kunne forlig mig med tanken! Et dødsfald, en begravelse er da overordnet set en trist begivenhed? Men hvis man vender den om og ser på de spor den enkelte har efterladt sig i glæde og minder, så er det sku i orden at der skal en fest til. Tanken med Celebration kan jeg med lethed overføre til Michelles fødselsdag. En fest for Michelle ville være meget farverig, og fyldt med smil og latter. Alt det som forpestede hendes liv ville ikke være en del af det. Der ville være lagkage med knuste ruttebiller i flødeskummet og, varm kakao. Når jeg lukker mine øjne, kan jeg se filmen for mig og en glædens tåre baner vej.