På vej hjem fra eftermiddagsturen med Max, skulle han bestemt have snust grundigt på fortovet, og jeg stod tålmodigt og ventede i den anden ende af snoren. Tilfældigt kom jeg til at se ind på passagersædet af en varevogn, der holdt ved kantstenen. Og der viste der sig et barn på vel omkring 3 år, som ved første øjekast så mut og ked ud af det. ”Det kan ikke være rigtigt”, tænkte jeg og smilede til barnet. Da skete der et lille mirakel – barneansigtet lyste op og gav mig et stort og glad smil tilbage.

Opløftet gik jeg videre, da hunden havde snust færdig – og glædede mig over oplevelsen af at udveksle et smil.