I dag er det et år siden min datter tog det dratiske valg, at indtage det som i sidste ende med at koste hende livet i løbet af natten. Jeg bæger rundt på en træls følese af jeg brændte hende af to gange. Første gang var ca. 14 dage før - hvor hun blev sur på mig fordi jeg ikke ville smide en ud fra hendes lejlighed, og anden gang da hun blev kremeret. Jeg ved godt at det er helt ude i skoven at tænke sådan, men har svært ved slippe det! Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har taget hende i mine arme og sagt til hende, at hun skal passe på selv. Og med et smil på læben "Ja det skal jeg nok mor".