Somme tider synes jeg, at det er svært at mærke, hvad man egentlig vil. Hvad det i virkeligheden er, man har lyst til eller ønsker, hvis man går bag alt det almindelige snak om lykke, glæde og kærlighed.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg så Julie og Nicolai, hvor han under retsagen finder ud af, eller erkender, hvad han virkelig føler for Julie. Hvorfor denne lange omvej gennem skilsmisse, nyt forhold, retssag, og så ender han nøjagtigt, hvor han begyndte? Er det derfor, der er så mange skilsmisser? Fordi man ikke kan mærke, hvad man selv føler, og hvordan bærer man sig egentlig ad med at mærke, om det man føler lige nu er rigtigt eller falsk?
Er det i virkeligheden vore følelser, der kører rundt med os, forvirrer os og holder os for nar? Eller er vi i den grad afhængige af følelseslivet, at vi er prisgivet tilfældige stemninger. Man burde vel vide det, når man er blevet så gammel, som jeg er, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende.