Tænk engang hvor meget man sidder og føler at det er en selv der har det slemt igennem hele dette forløb med canceren. Men ikke så sjældent må man vælge at tænke på min mor der har taget plejeorlov og er hjemme i lejligehden i 24 timer i døgnet. Hun sover ikke særlig meget, måske to timer på et døgn. Hun er der hele tiden når min stedfar har brug for hende, og hun græder kun når hun har en at sidde med, og hvis erik sover.
Hun må have det utroligt hårdt, hun kan ikke bare gå sin vej og sige " vi ses" til det hele som vi børn kan gøre.

Men mor er sej, og det skal hun sgu have kredit for, jeg tror personligt ikke jeg kunne klare det.

Hmmm det var bare lige lidt jeg skulle af med inden jeg tager på job igen.