Sætning jeg elsker dig er efterhånden blevet en envejs kommunikation. Jeg famler i mørket efter hans varme og hans berøringer.
Jeg føler mig så alene, så knækket.
Jeg går rundt i min egen verden af konstant smerte og skriger inde i mig selv efter ham, skriger efter hans nærvær.
Stilheden mellem os, kvæler mig langsomt, når stilheden overtager, fyldes min krop med smerte, så kraftigt jeg kæmper for at stå oprejst.
Jeg kæmper hvert minut for at holde facaden og mit smil, men jeg ved folk ser at gnisten i mit øje langsomt forsvinder, for jeg kan jo selv mærke det. Lyset, varmen man sender mod andre mennesker når man smiler langsom bliver mere og mere forsagt.
Jeg ved godt jeg skal være stærk men samtidig passe på mig selv, men det er svært når han er den første kærlighed, hvor fremtiden vidste sig, den første jeg ønskede at se frem med.
Nu står jeg alene med halv knuste drømme og en kæmp for at holde mig selv oppe, en kæmp for at holde forholdet sammen.
Føler mig fortabt.