Min lille datter startede dagpleje d. 1-10-15. På alle mulige måder var det en dag hvor jeg fik mit moder hjerte testet. Grundlæggende mener jeg ikke at børn profitere af at blive passet af andre end deres forældre når de er så små, men samfundet kræver det. Eller rettere den måde vi har sat vores liv sammen, kræver det. At aflevere sit barn til et andet menneske, tager mange følelser med sig, bla. følelsen af at svigte sit barn!. At stå der i gangen hos dagplejen og prøve at finde alt sit smil og ro frem, mens alt inden i en skriger "det her ikke er rigtigt", hun burde være hjemme hos mig, hun burde varme sig i sin mors favn, hun burde altid kunne finde trygheden i mine arme lige indenfor rækkevidde. Samtidig ved jeg at jeg lige om lidt ikke har valget. Når jeg starter på job igen, kan jeg ikke hente hende tidligt, eller holde hende hjemme!. Der må hun af sted 5 dage om ugen, uanset.. Næste tanke er, at jeg er en af de heldige. Jeg har valgt en privat dagpleje. Et dejligt sted, med varme, omsorg og humor. Min lille datter kommer hver dag hen til 2 voksne som tager imod med smil og varme, som har tid til os som forældre og som virker oprigtig glade for de børn de hver dag modtager. Så jeg har været heldigt at jeg trods alt skal aflevere min lille datter til nogen, som jeg har tillid til varetager hende på den bedste måde, når det nu ikke kan være sådan at hun bare kan være hjemme hos mig, hendes mor!
Nu sidder jeg her og venter på at blive kontaktet, og få besked på at hun er vågnet og jeg igen kan forenes med hende...