I dag havde jeg flere gange overskud til at registrere hvor flot skoven egentlig er nu.
Stemningsfuld.

Da jeg havde afleveret hunden i dens rigtige hjem, gik jeg amok ude i haven.
Altså hos mig selv.
Jeg lugede jordbær, fjernede nedfaldsæbler, satte løg, lugede lidt mere og ryddede op i den store bunke kvas.
Yderst tilfredsstillende.
Efter mange års grublerier har jeg endelig en plan for haven, så jeg ved hvad meningen er rundt omkring...
I haven er det ofte tanken der tæller, hvor tit har jeg ikke gået rundt i andres haver og hørt deres planer :
"Ja, det er jo meningen at vi skal fælde/plante/fræse...så vi kan bygge/dyrke/nyde...istedet for"
Uhm.
Ja så vel, ja.
Det er jo også ligegyldigt om man når at udføre alle sine planer, hovedsagen er at det føles hyggeligt og meningsfyldt at tøffe rundt derude, og det gør det for mig.
Kan mærke hvordan min krop er godt brugt nu og jeg har sunde røde bondepigekinder.
Tænker tit på at alt det her pis med at blive nedtrykt uden påvislig grund kunne afhjælpes af simpelthen at blive tvunget ud og vogte får eller grave grøfter.
I hvert fald mit tilfælde.
Desværre er der kun migselv til at tvinge mig, og det er jeg ikke altid god til, - på den anden side går jeg nogle gange virkelig i stå hvis andre presser mig.
Det er meget godt, det jeg har gang i nu med den hund.
Der er en forpligtelse uden stress.

Åh ja.