Det røde telt - bogen som jeg i princippet er ved at læse - hænger mig efterhånden over hovedet som en sort regnsvejrssky. Det til trods for, at det ikke har regnet i 100 år og søerne som vi får vand fra er 40% under deres normale niveau!

WATER RESTRICTIONS!!!!! Vil det sige, at vi ikke må vande vores græsplæner og vaske vores biler? Det er jo katastrofalt.

Men tilbage til bogen, har lige talt med en af de piger som også er i den book club som jeg tilhører. Hun bliver ved med at spørge om jeg har læst den og jeg svarer - som altid - at det har jeg ikke, men at jeg arbejder på sagen. Hun hører ikke mine modargumenter. Hun er resultatorienteret og jeg er procesorienteret. Dén bog giver mig kvalme og psykiske traumer og jeg fatter overhovedet ikke hvordan den kan havne på "best seller" listen! Jeg fortæller at jeg kæmper en hård kamp, men at jeg altså også har gang i andre ting i mit liv.

Det vender sig i mig når jeg ser på bogen. Den har et bibelsk billede på forsiden og alle mine neuroser fra mit første forhold vælder op i mig. Jeg var kæreste i 17 måneder med en skøn, smuk mand som derudover også var kristen. Hans familie var kristen og dermed også han. Han elskede mig og ville giftes med mig... da vi var 18 år! Ellers kunne han jo ikke "få noget på den dumme" (grimt udtryk Carina!). I 5 måneder klemte vi lårene sammen, på den 6 måneds begyndelse brød vi alle regler og gav den hele armen i hans forældres stue mens resten af familien sov! Det var meget syndigt og derfor endnu mere spændende. Men jeg var jo selve satans inkarnation og derfor skulle den unge, smukke mand efter hvert samleje lige bede en bøn til Gud om forladelse. Dér lå jeg så og tænkte på hvor slemt et menneske jeg var - jeg vidste bare ikke hvorfor...

... og det gør jeg som stadig ikke. Nu har jeg så indset, at jeg trods alt heller ikke er et slemt menneske.

Bogen tager udspring i en bibelsk historie og forfatteren har så valgt at digte videre. Shame on her!