Dagens tømmermænd, og gårsdagens begivenheder, har virkelig ledt min hjerne på vildspor. - Og givet fri løb til alle tænkeligt tanker, som KUN forvirrer mig mere end jeg er i forvejen.
Hvordan føles det f.eks. at være forelsket? jeg ved det ikke. Men det her spørgsmål leder videre til nogle af mine værste dilemmaer.

Emil, en gammel 'flamme' fra folkeskolen, ugh, han er så sød. At jeg også var fuld, gjorde det ikke ligefrem lettere for mig at holde ham tilbage - selvom jeg ihærdigt forsøgte gang på gang. Han kunne bare ikke tage et nej for et nej. Som alkoholpromillen i mit blod (og hans) steg og steg i løbet af aftnen, samtidig med at hans forsøg på 'kærtegn' og kyssemuligheder også steg, blev det tættere på umuligt for mig at holde ham tilbage. Så, det endte med et kys. Okay ikke bare et kys, desværre.
Er jeg ikke ovre ham alligevel? og ladt i stikken er nu Simon. Hvad skal jeg stille op med ham, og er det overhovedet noget seriøst vi har kørende?
På nogle tidspunkter gør han mig til det gladeste menneske på jordens overflade, altså Simon, men hvad skal det gøre godt for, når jeg er for bange til at lade ham komme tæt på mig. Det er mit evige problem. Jeg er en bangebuks når det kommer til drenge. Gang på gang afviser jeg dem, fordi jeg ikke har modet til at lade nogen komme tæt på mig. Selv med veninder har jeg svært ved det. Det var også det der gik galt med Emil. Det hele var ellers så perfekt, men min lille djævel af generthed og angst for at blive afvist, eller at noget går galt, ender altid med at få mig til at sige fra, før nogen kommer for tæt på mig. Det var vel også det der skete med David. Og Mikkel.
Eller også er det tanken om at et andet menneske holder af mig der skræmmer mig, men på samme tid giver mig en følelse af rus, som jeg så forveksler med kærlighed. Så skal det jo gå galt når jeg lukker kærlige ord ud, som jeg TROR jeg mener, men som i virkeligheden ikke betyder en disse for mig.

Hvis bare jeg vidste hvordan en forelskelse føles. Hvis jeg vidste om mine følelser for Emil, rent faktisk ER følelser - eller ligefrem kærlighed, så ville det hele være meget nemmere. Eller overfor Simon for den sags skyld. Tvivlen driver mig til vanvid, og mit daglige overforbrug af af tid på romantiske film og serier gør ikke min tvivl mindre. Det ene øjeblik er jeg Simon i den mandlige hovedrolle, det andet øjeblik ser jeg Emil. Kan man være forelsket i to personer på en gang? eller er det her overhovedet en forelskelse..

Bare jeg ikke ender med at såre nogen.. selvom, det ved jeg at jeg gør. Det er jo mit speciale! Falske forhåbninger ftw. eller noget.. Kan min lille hjerne ikke bare tage sig sammen, og fortælle mig hvad jeg skal gøre.