Jeg har til aften været inde og se Romeo Og Julie Lever på Transformator. Det var simpelthen så smukt og så fyldt med kærlighed. Det har fyldt mig med ny inspiration og en ny tro på, at det her liv med kærlighed og den slags måske ikke er så langt væk.

Jeg græd - meget. De her mennesker fortæller om deres kærlighed; den kærlighed de har til hinanden, tabt kærlighed, forsvundet kærlighed, død kærlighed og om hvad der sker, når forelskelse ebber ud og der pludselig skal kæmpes.

Ludvig og Sally, hed det ene par. Bare jeg tænker på dem nu, så får jeg tårer i øjnene. De var begge over 70, de havde været igennem det meste af livet sammen og alligevel kan jeg mærke forelskelsen og kærligheden imellem dem. De sad der og fortalte om deres ungdom sammen, hvordan de kom igennem fattige studietider, børn og en blodprop. Og så tænker jeg jo; det er bare så rigtigt, det de har. Det vil jeg også have. Jeg har sgu brug for det - så hvornår kommer det?

Men altså.. Gør jer selv en tjeneste og se det, hvis I får mulighed for det. Det er smukt, det er fyldt med glæde og sorg, og Shakespeare. Helt igennem fantastisk!