I går var det bredere. I dag er smilet der stadig: Det ser ud til, at en bekendt kan programmere det mobilspil, jeg har færdigt på tegnebrædtet. En ung fyr fra spejdergruppen. Det betyder, at jeg kender knægten, kan stole på ham, og at han bor tæt på mig, hvilket uden tvivl vil gøre det lettere at smække et samarbejde op. Jeg har ret store forhåbninger til det og vil synes, det var skæppeskønt, hvis jeg kan ende med at leve af det og de andre tiltag, jeg er ved at sætte i gang.

Der er ingen garantier, og jeg krydser stadig fingre, for jeg har et par halvfærdige idéer mere. Tænk at kunne stå bag et spilfirma - vildt.