Det er ikke altid godt, at der er stille. Der er FOR stille, når jeg ikke har idiotopgaver nok på dage, hvor hovedet ikke er i stand til selvstændig tænkning, fordi savnet får sjælen til at bløde værre end et savsår. For så ender jeg med at spille så meget Edderkop-kabale, at jeg griber mig selv i at ville ordne ordene i den bog, jeg læser i toget fra arbejde.

Selv nu klør fingrene efter at spille igen. Og jeg ved, at jeg vil se ord rykke sig rundt på bogens og avisens sider, ved jeg kan hilse på andre tanker, der ellers hører diagnoser til. Hvor slemt står det il, når man er klar over, at det er galt?