Glem hvad jeg tidligere har skrevet! Det er bestemt ikke gået i orden med min far. I dag skulle have været "far-mig-papmor-dag" (jeg bruger ingen navne pga. regler om plejebørn osv.) men selvfølgelig skulle det yngste plejebarn vræle, da plejemor/papmor ville gå, så han kom med. Det gjorde så familie-dag blev til "plejebarns-dag". Jeg bliver gang på gang brugt som barnepige. Det irriterer mig. Jeg er det eneste af de to biologiske børn min far har, som han ser, og alligevel bliver jeg sat aller sidst. Det kan gøre mig så ked af det! Og vred! At blive plejesøster var bestemt ikke mit valg. Jeg blev faktisk ikke engang spurgt eller snakket med om det... Selvom jeg egentlig først skal rejse om to dage, har jeg lyst til at rejse nu. Jeg kan ikke engang lukke en dør og bare være alene og uden børnene. Så siger min far til ungerne "gå bare ind og hent hende". Og dertil kommer det, at jeg jo deler værelse med den 5-årige.
Det er ikke spor rart, ikke have det godt hvor man bor. (Selvom jeg kun bor der engang imellem)

Så hvis nogle af jer, der læser dette, som overvejer plejebørn og har et eller flere i forvejen (selvom barnet/børnene ikke bor hjemme rigtigt) så tag en god lang snak om det. Det er så utroligt hårdt, og man bliver en smule bitter.