Der skal nok være mange, der er uenige eller slet og ret misundelige og mene, jeg har et luksusproblem. Kan hænde. Ikke desto mindre: jeg har en have, og jeg kan ikke fordrage den. I går kaldte den igen - jeg har en fornemmelse af at kunne vende ryggen til den få dage, komme frem til nok en weekend og gå ud i en jungle. Krudt og ukrudt filtrer sig sammen, ærterne bruger mælderne som klatrestativ, fuglegræsset vikler sig ind i spinaten, der i forvejen skal skilles fra vortemælken. Dild og skvalderkål kæmper om pladsen, de vildfarne akelejer har sendt kimplanter nok op til at dække jorden lysegrøn. Skt.hans-urt og hjertegræs er kvalt i kærminder, stormhat må snart bøje sig for kugletidslen, og vildskuddene er højere end roserne.
For alt for tæt på et år siden døde mit livs elskede og gartner. Den forbandede, grønne arbejdslejr stjal ham fra mig hver eneste sommer i 12 år, og nu stjæler den min tid.
Jeg hader min have.