Midt i at forholde mig til at være gammel nok til, at den lille skal konformeres næste år, og at hendes far ikke får det at se, fordi vi må overveje, om hun skal have en buket med til at lægge på hans sten, er det i det mindste en fornøjelse at have fået den rigtige præst som underviser. Ved indskrivningen blev jeg igen bekræftet i mit fravalg af ET, som ikke fattede, at det var vigtigere for pigen at blive konfirmeret af den samme præst, der begravede hendes far, end at det blev sammen med klassen .... hvorfor rent ud sagt FANDEN bliver man overhovedet præst, hvis man har så lidt forståelse for følelser? Så glad for, at min datter ikke skal plages med sådan en idiot.