Jeg havde hele klør fem begravet nede i min taske - bandede og svovlede indvendigt - panikken steg, og jeg udbryder: "Jeg kan ikke finde min telefon", efterfulgt af et nervøst fnis.

Dagen igår blev til et mindre materialistisk mareridt, da jeg opdager at min mobil er blevet stjålet. Først tænkte jeg bare at det var typisk mig at smide den væk, men så faldt det mig ind, at jeg havde ikke smidt den nogle steder. Jeg lagde den altså i min taske, det var jeg hundrede procent sikker på.

Jeg har på nuværende tidspunkt overlevet lidt over 24 timer uden mobil. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på at den person, som har stjålet den. Han eller hun kan lige i dette øjeblik være i gang med at se på samtlige af mine ego billeder, mig og mine venner der posere underligt, og alt andet privat.

Jeg gad godt vide hvem det var. Har jeg gjort personen noget? eller hvorfor mig?

Håber han - eller hun sidder derude med så dårlig samvittighed så det er til at brække sig over.