Det hele burde være så let og sorgerne små. Jeg er ikke i tvivl om at min beslutning er rigtig. Dog sniger tvivlen sig ind imellem ind på mig. Jeg har aldrig været alene og jeg er så vant til hans opmærksomhed. Det føles underligt at have alt den tid. Særligt i denne weekend hvor børnene er hos deres far.
Jeg føler trangen efter hans opmærksomhed. Og det er selv om jeg er klar over at den ikke er god for mig. Pludselig husker jeg kun de gode ting. Glemmer alle de verbale slag. Glemmer de fysiske. Glemmer børnenes utryghed og min egen.
Undskylder det med at det altid er svært at flytte sammen som voksen. At det nok er mig som er svær. Glemmer at han forlod mig med regninger for 25000 kr. Av det gør sku lidt ondt.
Det her kommer til at tage tid. Jeg må tvinge mig selv til at lære at nyde mit eget selskab. Lære at stole på mig selv. At vide jeg er god nok. Køn nok. At den rigtige er derude et sted.