Det har allerede været en alt for lange uge, og den er på ingen måde slut endnu. Jeg har så mange tanker og så mange følelser, jeg bare vil af med, men jeg har så svært ved at fortælle nogen det. Jeg sidder med tåre i øjnene og prøver at forstå, hvorfor det her sker for mig.

Fredag gik egentlig fint nok, jeg var i byen med en veninde, men kom nok lidt for sent hjem. Min far blev temmelig sur på mig, og fik sagt nogle ting, jeg har haft meget svært ved at glemme. Lørdag stod jeg så tidligt op og skulle til brunch, inden jeg tog på arbejde. Mine forælde blev til "brunchen" i mange timer, og da min mor ikke gad at vente mere, kørte hun hjem. Min far var ikke glad for det, og ringede hurtigt til hende. Det hele endte i kaos, og jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Jeg skulle i byen med et par veninder, men jeg var bange for, at lade min mor være alene med min far, men jeg ville også bare væk, så da han sov tog jeg af sted. På trods af alt det der var sket, havde jeg en fantastisk og virkelig sjov aften og nat.

Hele ugen har jeg tænkt tilbage på det min far gjorde i lørdags, og jeg har så svært ved at tilgive ham. Jeg er så træt hele tiden, og der skal ingenting til at irritere mig. Jeg føler ikke jeg kan snakke med nogen om det, for jeg elsker min far, og vil ikke snakke ondt om ham, så det er lettere at skrive det.

Min bror spurgte mig idag, hvorfor jeg fik penge i lørdags til at tage i byen, når han aldrig får noget. Jeg følte ikke jeg kunne fortælle ham, at det var en slags undskyldning for det der var sket, for jeg ville ikke have, at han skal vide det, så vi blev også uvenner. Sikke en lykkelig familie jeg har!