Ældrecenteret ringede i torsdags pga. at min far har haft en kraftig tilbagegang inden for den sidste uge, så de har fjernet hovedparten af hans møbler, da de er nødsaget til at bruge en loftlift.
Hans tilstand er den, at han nu enten sidder i kørestolen, eller ligger i sengen. Han sprog var i fredags meget utydelig, nærmest mumlende. Det var svært at føre en samtale med ham. Den daglige pleje personale, kan se frustrationen i hans øjne. Samtidig må de ofte made ham, da han har svært ved at kordinere bestikket. I hele ugen har der været fysioterapeut på ham hver dag, men uden væsentlig forbedring.

Det er skræmmende at det kan gå så hurtig, men det er sket før. For ca. 2½ år siden var han indlagt på et psykiatrisk sygehus, hvor hans krop også reagerede på samme måde. I første omgang begyndte hans overkrop at hælde til den ene side, ved siddende stilling. Derefter blev han så dårlig, at han måtte ligge i sengen, med en døgnvagt til at forhindre ham i at selv forlade sengen, da han ellers faldt.
Jeg har gjort hans kontakt person opmærksom på det tidligere skete, og bedt hende om at indhente journaler fra dengang. Vi er enige om at det må være medicin relateret, da det er derved tidligere er sket.

Han har indvilliget i at få et bælte til hans kørestol, så hvis han prøver at komme ud af den, vil der gå en alarm til personalet. Samtidig vil de også ligge en måtte ved hans seng, men samme funktion.

Pga. loftliften, måtte hans lampe pilles ned. Mandag var jeg ude og købe tampe en ny med 10 centermeters dybde, som Claus og jeg var nede og hænge op i går. Heldigvis var min far i godt humør, og hans tale var betydeligere bedre end i fredags. Det skrækkelige fordrukne kvindemenneske havde ringet tidl. på dagen. Jeg spurte om hun ville have ham til at købe øl til sig. ”ja men jeg ligger sku så god” svarrede han. Kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Senere var jeg, og ikke mindst Claus, færdig af grin. Han spurgte om min mor mon have valgt livet fra, hvis det havde været i dag. Jeg svarrede ”Det er svært at sige, det immervæk er 30 år siden. ”Er det nu også det” spurte min far. Jeg svarede ” Jeg var 12 år dengang og er nu 42 år, så det må det værre.” Ud af det blå henvendte han sig til min mand og sagde ” Hold da op hvor har du en gammel kone.” Hmm den kommentar kommer jeg til at høre for i længe.

Futte har taget fri i dag, så der går nok ikke så lang tid før jeg smutter på arbejde.